Episode 19: De digitale indfødte med Søren Schultz Hansen
Din vært er Puk Falkenberg, 28. november 2018
I denne episode taler vi med Søren Schultz Hansen. Søren er blandt andet forfatter til bogen ”Digitale indfødte på job”. Vi snakker om tiltideværelse og GPS-ledelse, som også er nævnt i bogen.
Velkommen til Fremtidens Ledelse To-Go, en podcast du kan tage med på farten.
Lyt med i denne udgave af Fremtidens Ledelse To-Go, hvor vi snakker med forfatter og ekstern lektor Søren Schultz Hansen. De sidste ti år har Søren forsket i de digitale indfødte, som er unge født fra 1990 og frem, og er den yngste generation på arbejdsmarkedet. Men hvordan leder man dem?
De digitale indfødte
Vi er gået i gang med temaet ”Intergenerational Leadership”, og derfor har vi inviteret forsker, forfatter og eksterne lektor Søren Schultz Hansen med i første episode om emnet.
Søren har lige udgivet bogen ”Digitaliseringens paradokser”, hvilket vi også snakker om i episoden. Vi snakker nemlig om, hvordan man skal droppe fornuften, købe ufærdige produkter og hvordan vi skaffer specialister i en generation, der ikke kan se, at de skal være specialiseret. Vi kommer ind på alle fem paradokser:
- Planlægningsparadoks
- Produktets paradoks
- Specialiseringsparadoks
- Loyalitetens paradoks
- Fornuftens paradoks.
Tilstedeværende eller tiltideværende?
Hvad er forskellen på de digitale indfødte og andre, der indgår som en del af arbejdsmarkedet? Det er, at vi har en generation af mennesker, der er drevet tiltideværelse – ikke tilstedeværelse.
Qua de digitale indfødtes erfaring med den digitale verden, er vi gået fra, at det er rummet, der er rammeskabende til, at det nu er tiden, der er rammeskabende.
Søren siger: ”Ja, det er rigtigt, at mobilen har gjort os uafhængige af rum som rammeskaber, faktisk bliver folk i samme rum tit nedprioriteret, men det er fordi der er sket den fantastiske udviklingen, at vi er blevet uafhængige af rummet, men vi er til gengæld blevet afhængige af tiden”.
Det betyder også en helt ny ledelsesstil i organisationer. For hvordan agerer man som leder, når ens medarbejdere forventer, at der er nærvær – men ikke nødvendigvis i samme rum? Vi drøfter telefoner og notifikationer, og hvor grænsen mellem privatliv og arbejdsliv går. Derfor stiller vi spørgsmålet ”hvordan agerer man som leder på de sociale medier?”
Mange ledere mener, at det er uprofessionelt at være venner med medarbejderne på de sociale medier. Det lyder fornuftigt, men de unge medarbejdere siger det modsatte. De unge medarbejdere anser de sociale medier, som redskaber, der har udvisket grænserne for, hvordan vi danner relationer. Professionel ledelse handler om at smelte tingene sammen. Unge efterspørger en anden type relationer.
Sæt rammer uden målstyring
I episoden snakker vi også om GPS-ledelse, og dykker ned i, hvordan man leder og motivere unge mennesker. GPS-ledelse handler om, at når du har indtastet destinationen, og trykker go, så er du ligeglad med hvor du ender. I stedet fokuserer du kun på hvornår du skal dreje næste gang, og om det er om 100 meter eller om 10 meter. GPS-ledelse er en metafor for, hvordan du bør tænke som leder overfor de digitale indfødte. Man skal ikke fokusere på hvor man ender, men hvor man starter.
Lyt med i episoden, hvor Søren forklarer hvordan det sker i praksis, og hvorfor ledere skal navigere ud fra en GPS metafor.
Episodens gæst
Søren Schultz Hansen er forfatter og ekstern lektor ved CBS. De sidste ti år har Søren forsket i de digitale indfødte, som er den yngste generation på arbejdsmarkedet. Du kan finde Sørens bøger på Saxo.
Din vært i denne episode
Hos Bloch&Østergaard tror vi på, at glade medarbejdere er gode medarbejdere. Vi vælger derfor vores egne chefer og vores egne arbejdsopgaver. Derfor vil du i Fremtidens Ledelse to-go opleve, at det ikke altid er de samme værter. Vi vælger nemlig selv om vi vil være med i episoderne, alt efter passion, viden og lyst.
I denne episode er Puk Falkenberg din vært.
Abonnér på podcasten og få den nyeste episode direkte på din smartphone
Du kan finde Fremtidens Ledelse To-Go i din foretrukne podcast app, på nettet og i iTunes. Du vil samtidig være med til at gøre det sjovere at lave podcast, hvis du hjælper os med at udbrede den. Det kan du gøre ved at rate podcasten i iTunes eller dele den med en kollega. Tak fordi du er med til at skabe fremtidens ledelse.
Har du feedback til episoden?
I hver episode af Fremtidens Ledelse To-Go tager vi fat i et emne indenfor paradigmet omkring fremtidens ledelse. Vi snakker om udfordringerne, mulighederne samt giver dig tips, tricks og begreber, som du kan lade dig inspirere af.
Kontakt os og fortæl hvad du har på hjerte eller start samtalen på Twitter under hashtagget #fremtidensledelse. Vi glæder os til at høre fra dig.
Puk Falkenberg
Partner, Leadership Advisor & Key Note Speaker